EU-Kommissionen har foreslået Digital Fairness Act. Den skal forbyde manipulerende design på nettet: urimelige cookiebannere, skjulte omkostninger og abonnementer, som næsten ikke kan opsiges. Endnu er det et udkast, men retningen er klar.
Et banner springer frem, én knap lyser op, og vejen til at afvise gemmer sig bag grå tekst. I netbutikken tikker en nedtælling, selv om tilbuddet slet ikke udløber. Og den, der vil opsige et abonnement, farer vild i menuer, som tilsyneladende kun er bygget for at sikre, at ingen når frem.
Med forslaget skal netop denne form for design reguleres ensartet i hele Europa. For dem, der driver websites, netbutikker og abonnementstjenester, er spørgsmålet, hvad der ville være nyt, hvad der allerede gælder, og hvad der kan gøres bedre allerede nu.
Hvad Digital Fairness Act er
Digital Fairness Act, forkortet DFA, er et lovforslag fra EU-Kommissionen om fair adfærd inden for digital forbrugerbeskyttelse. Kommissionen vedtog det den 11. november 2026 sammen med et forenklingsdirektiv. Begge er en del af en forbrugerpakke, som også omfatter en revision af reglerne for samarbejdet mellem forbrugermyndighederne. Kommissionen taler om den største opdatering af EU's forbrugerbeskyttelsesret i mere end 20 år.
DFA er tænkt som en forordning. Det er vigtigt, for en forordning gælder umiddelbart i alle medlemsstater og skal ikke først gennemføres i national ret. Det kludetæppe, som virksomheder kender fra andre områder, skal dermed blive mindre. Forenklingsdirektivet skal til gengæld rydde op i eksisterende forbrugerregler, så der ikke opstår endnu mere papir.
Forslaget er endnu ikke gældende ret. Parlamentet og Rådet skal godkende det, og i den proces bliver udkast erfaringsmæssigt ændret, nogle gange betydeligt. Ifølge udkastet skal forordningen finde anvendelse ca. tolv måneder efter ikrafttrædelsen. Før en netbutik skal opfylde konkrete forpligtelser fra DFA, går der altså sandsynligvis nogle år endnu.
Baggrunden er veldokumenteret. Kommissionen har gennemgået forbrugerretten i det digitale miljø og fremlagde i slutningen af 2024 resultaterne af denne kvalitetskontrol. Den viste, at de eksisterende direktiver om urimelig handelspraksis, forbrugerrettigheder og urimelige kontraktvilkår godt nok dækker meget, men ikke er skræddersyet til brugerflader, der målrettet styrer adfærd. DFA lukker dette hul.
Forslagets emner er vidtrækkende. Det handler om dark patterns og vanedannende design, om abonnementer og omdannelse af gratis prøveperioder, om adgang til kundeservice med mennesker, om urimelig personalisering, om reklame via influencere, om dynamiske priser og om vildledende prisoplysninger. For dem, der driver websites og netbutikker, er især de første punkter relevante.
Hvad der skal gælde som dark pattern
Begrebet dark patterns betegner brugerflader, der presser folk til beslutninger, som de ikke ville have truffet, hvis de så klart. Fagfolk taler også om vildledende design. Indtil nu findes der ingen ensartet juridisk definition i EU. Netop det vil DFA ændre: en fælles begrebsbestemmelse og en liste over praksisser, der anses for ulovlige.
Hertil hører typiske mønstre, som alle har set i hverdagen:
- Confirmshaming: Afvisningen formuleres som en bebrejdelse, fx „Nej, jeg kan ikke lide at spare penge“.
- Dobbelte nægtelser: Den, der vil forstå „ikke ikke afmelde“, skal have tålmodighed.
- Forudindstillede valg: Flueben for nyhedsbreve, forsikringer eller tillægsydelser er allerede sat.
- Skjulte opt-out-muligheder: Afvisningen findes, men kan kun nås via flere niveauer.
- Asymmetrisk design: Det ønskede svar er stort og farverigt, alternativet lille og blegt.
Bag dette står et enkelt princip, som kan beskrives som ligeværdige veje: At afvise og opsige må ikke være mere besværligt end at give samtykke og indgå aftale. Det måles på antallet af trin, på den visuelle vægtning og på farvevalget. Den, der kun skal bruge ét klik for at give samtykke, må ikke kræve tre for at afvise.
At afvise og opsige må ikke være sværere end at give samtykke og indgå aftale.
I bund og grund er det ikke en ny idé. Datatilsynsmyndighederne har allerede beskrevet vildledende designmønstre i tidligere retningslinjer, og i platformsretten har der i nogle år været et forbud mod manipulerende brugerflader. Det nye ville være, at tanken lander i en generel forbrugerret for alle udbydere og underbygges med klare eksempler. For virksomheder betyder det mere retssikkerhed, men også mindre plads til gråzoner.
Cookiebannere forbliver i fokus
Næppe noget element på nettet står så meget for dark patterns som cookiebanneret. Typisk er scenen for „Accepter alle“: stor, farverig, i midten eller nederst, mens afvisningen dukker op som et tekstlink i hjørnet eller først i en anden dialog. Nogle bannere giver afvisningen en så uanselig farve, at den virker som en del af baggrunden.
Juridisk kan det allerede i dag angribes. Et samtykke skal være frivilligt, informeret, specifikt og utvetydigt. Den, der kun får samtykket, fordi afvisningen næsten ikke er til at finde, har ikke et gyldigt samtykke. For adgang til terminaludstyr kræver den tyske lov om databeskyttelse i telekommunikation og digitale tjenester desuden i § 25 TDDDG som udgangspunkt samtykke. Dertil kommer princippet om, at tilbagetrækning skal være lige så let som at give samtykke, som fastslået i artikel 7 i GDPR.
Hvorfor er der så brug for endnu en lov? Fordi praksis viser, at disse regler alene ikke har været nok. Datatilsynsmyndighederne anvender forskellige målestokke, domstolene afgør sag for sag, og mange bannere bevæger sig netop på grænsen mellem stadig tilladt og allerede manipulerende. DFA skal her skabe et klart grundlag i forbrugerretten, som også forbrugermyndigheder og -organisationer kan bruge, ikke kun datatilsynet.
Den, der vil fordybe sig i emnet, finder de vigtigste grundlag i oversigten over cookies og samtykke. I praksis kan et banner allerede kontrolleres nu: Er „Accepter“ og „Afvis“ på samme niveau, lige store og udformet ens? Mangler der en formulering, der bagatelliserer afvisningen? Fungerer valget uden forudafkrydsede kategorier?

Netbutikker og checkout
I netbutikken udspiller sig den anden store legeplads for manipulerende design. Her handler det mindre om data end om penge. Mange af de gængse tricks er allerede i dag urimelige og kan påtales efter konkurrenceretten, som bygger på EU-direktivet om urimelig handelspraksis. DFA bygger videre på det og vil skærpe rammerne for digitale brugerflader.
Et område, som udkastet udtrykkeligt adresserer, er vildledende prisfastsættelse. Et kendt eksempel er drip pricing: Først nævnes en lav pris, og først undervejs i bestillingen kommer der gebyrer til, fx servicegebyr, bookinggebyr eller emballage. Til sidst ligger beløbet tydeligt over lokkeprisen. Den, der allerede har gennemført mange trin, afbryder nødigt, og det er netop det, mønsteret satser på.
Følgende praksisser anses allerede efter gældende markedsføringsret som problematiske, hvis de ikke svarer til sandheden:
- Falsk knaphed: „Kun 2 tilbage“ vises, selv om lagerbeholdningen er stor.
- Kunstigt tidspres: En nedtælling løber ud og starter derefter forfra.
- Forudvalgte ekstraydelser: Forsikring, ekspreslevering eller donation ligger allerede i kurven.
- Opdigtet aktivitet: Meddelelser som „12 personer kigger på dette lige nu“ stammer fra en tilfældighedsgenerator.
- Skinrabatter: Den overstregede førpris er aldrig reelt blevet opkrævet.
For dem, der driver netbutikker, er forskellen mellem tilladt salgsfremme og manipulation ikke altid let at se. En henvisning til reel knaphed er legitim, en tidsbegrænsning for et tilbud, der faktisk udløber, ligeså. Det bliver problematisk, når oplysningen ikke passer, eller når den kun tjener til at skabe pres. En enkel tommelfingerregel hjælper: Hver oplysning i checkout bør kunne dokumenteres, hvis nogen spørger.
Prisvisningen hører også med. Den samlede pris bør være synlig fra starten, og tillæg må ikke først dukke op på sidste side. For mange netbutikker er det alligevel standard. For udbydere, der arbejder med gebyrer sent i bestillingsforløbet, kan der derimod ændre sig noget.
Abonnementer, prøveperioder og opsigelse
Tydeligst bliver asymmetrien ved abonnementer. Tilmeldingen klares med ét klik, mens opsigelsen kræver telefon, brev, login på en konto og den ene bekræftelse efter den anden. Denne ulighed er kernen i mange klager inden for onlineforbrugerret. Udkastet til DFA tager den udtrykkeligt op: Opsigelser må ikke gøres vanskeligere, automatiske forlængelser skal være gennemsigtige, og en gratis prøveperiode må ikke ufrivilligt gå over i et betalt abonnement.
Ifølge udkastet må et prøveabonnement kun gå over i et betalt, hvis forbrugeren udtrykkeligt har givet samtykke. Den, der bestiller en gratis periode, skal altså ikke længere med småt acceptere en senere pris, som vedkommende har glemt. For udbydere betyder det: Omdannelsen kræver sit eget, tydeligt synlige trin.
Tyskland har skabt et forbillede her. Siden 2022 har § 312k BGB (den tyske civillovbog) krævet, at udbydere stiller en opsigelsesknap til rådighed ved forbrugeraftaler på internettet. Den skal være letlæselig og altid tilgængelig, og opsigelsen skal kunne ske i få trin. Den, der ikke gennemfører det, risikerer, at forbrugere kan opsige når som helst uden varsel. En EU-dækkende pendant ville harmonisere reglerne i andre medlemsstater.
Udkastet suppleres med adgang til mennesker i kundeservice. Den, der kun taler med en chatbot og aldrig når frem til nogen, der kan træffe beslutninger, har i tvivlstilfælde ingen reel mulighed for at løse et problem. DFA skal forhindre, at forbrugere bremses på den måde.

Hvad der allerede gælder i dag
DFA er ikke et startskud i et lovtomt rum. Den, der i dag bruger manipulerende design, kan allerede nu få et påbud, blive advaret af tilsynsmyndigheder eller sagsøgt af organisationer. Instrumenterne er blot spredt: databeskyttelsesret for samtykke, konkurrenceret for vildledende oplysninger, forbrugerret for aftaler og opsigelse, platformsret for store onlinetjenester.
Især platformsretten er en forløber. Digital Services Act forbyder udbydere af onlineplatforme at vildlede eller manipulere brugere gennem udformningen af deres brugerflade. Den undtager dog praksisser, der allerede er omfattet af databeskyttelses- eller markedsføringsretten. DFA skal udvide konceptet ud over platforme til alle udbydere, der sælger til forbrugere.
Meget af det er ikke helt nyt, men skal formuleres tydeligere.

Set fra virksomhedernes side er den vigtigste indsigt: Den, der designer fair i dag, har ikke meget at frygte fra DFA. Den, der har satset på gråzonerne, bør bruge tiden frem til ikrafttrædelsen.
Gælder Digital Fairness Act allerede for netbutikker og cookiebannere?
Bøder og håndhævelse
En lov er kun så stærk som håndhævelsen af den. Forslaget satser derfor på flere veje. Medlemsstaternes forbrugermyndigheder skal samarbejde tættere, og revisionen af den tilhørende forordning kører parallelt. Kommissionen skal selv kunne undersøge visse store, grænseoverskridende sager. Hidtil lå det næsten helt hos de nationale myndigheder.
Ved store grænseoverskridende overtrædelser er der lagt op til mærkbare bøder, som beregnes ud fra den globale omsætning. Det minder om databeskyttelsesretten og skal især ramme internationale koncerner, hvor små bøder næppe virker. For mellemstore virksomheder er rammen mindre målestokken end risikoen for påbud, gruppesøgsmål og tilbageførsel af aftaler.
Netop gruppesøgsmål er et effektivt instrument. Godkendte forbrugerorganisationer kan i EU også føre sag samlet for mange berørte. For udbydere, der bruger et manipulerende design i stor skala, kan det blive dyrere end en enkelt myndighedsforanstaltning. Organisationernes opmærksomhed på cookiebannere og abonnementsfælder har været stor i årevis, og et klart afgrænset katalog over forbudte praksisser gør deres arbejde lettere.
Kritik og åbne punkter
Planen møder ikke kun opbakning. Fra erhvervslivet og politikken kommer der kritik, også fra den tyske regering, som i oktober udtalte sig om planerne i et selvstændigt papir. Bekymringen: Ekstra forpligtelser rammer især små og mellemstore virksomheder, som har færre ressourcer til juridisk rådgivning og ombygning end store platforme.
Et andet kritikpunkt er overlappet med eksisterende regler. Databeskyttelsesret, platformsret, konkurrenceret og fremover DFA behandler delvis det samme design. Den, der ikke passer på, skal overholde flere krav på én gang, som adskiller sig i detaljerne. Kommissionen lover det modsatte med det parallelle forenklingsdirektiv.
Dertil kommer timingen. EU arbejder samtidig på en pakke til forenkling af sine digitale love, den såkaldte Digital Omnibus. For virksomheder opstår der indtryk af et bevægeligt mål: Snart lempes der, snart skærpes der. Følgen er usikkerhed, især ved investeringer i teknik, der senere skal ændres igen.
Over for det står et stærkt argument. Manipulerende design giver fordele til dem, der bruger det, og stiller dem ringere, der arbejder fair. Ensartede regler kan altså også skabe lige konkurrencevilkår. Den, der udformer sit banner ærligt og derfor får færre samtykker, bliver i dag overhalet af konkurrenter, der tænker mindre over det. En pålidelig ramme kan mindske denne skævhed.
Tjekliste for virksomheder
Også uden en vedtaget lov kan meget kontrolleres med det samme. Følgende punkter hjælper med at gøre ens eget website klar og svarer i vid udstrækning til det, som gældende ret allerede kræver i dag.
Cookiebanner
- Er „Accepter alle“ og „Afvis alle“ på samme niveau, lige store og lige iøjnefaldende?
- Er alle valgfrie kategorier slået fra som standard?
- Fungerer afvisningen uden en tekst, der vurderer beslutningen eller fremkalder skyldfølelse?
- Kan samtykket til enhver tid trækkes tilbage med ét klik?
- Indlæses trackere faktisk først efter samtykket?
Her hjælper et kig i tjeklisten for samtykkeanmodninger. Om et website allerede sender data ved første besøg, viser desuden website-tjekket.
Checkout
- Er den samlede pris inklusive alle gebyrer synlig fra starten?
- Svarer knapheds- og aktivitetsvisninger til virkeligheden?
- Er der ingen forudafkrydsede tillægsydelser?
- Er overstregede priser reelle tidligere priser?
- Slutter hver nedtælling faktisk sammen med tilbuddet?
Abonnementsforløb
- Er opsigelsen lige så kort som tilmeldingen, og er opsigelsesknappen let at finde overalt?
- Bliver det før aftalens start sagt tydeligt, hvornår abonnementet forlænges, og hvad det så koster?
- Går en gratis periode kun over i et betalt abonnement efter udtrykkeligt samtykke?
- Er der før bekræftelsen af opsigelsen ingen omveje som fastholdelsestilbud, der forsinker forløbet?
Kundeservice
- Kan man i tvivlstilfælde komme i kontakt med et menneske, også når der er en chatbot foran?
- Er opsigelser og fortrydelser mulige uden opkald eller brev?
- Bliver henvendelser besvaret inden for rimelig tid?
Den, der kan svare ja til disse spørgsmål, er på vej mod fair design. Indsatsen betaler sig dobbelt: Den mindsker den juridiske risiko og styrker kundernes tillid, for folk mærker meget tydeligt, når en brugerflade skubber dem i en bestemt retning.
Konklusion
Digital Fairness Act er indtil videre et forslag, men den viser, hvor forbrugerretten på nettet er på vej hen. Cookiebannere, checkout og abonnementsforløb skal udformes, så det ikke er et forhindringsløb at afvise og opsige. Meget af det kræver gældende ret allerede i dag, blot mindre tydeligt og mindre ensartet.
Om teksten vedtages uændret, er uvist. Kritikken af byrden for mellemstore virksomheder og af dobbeltreguleringen skal tages alvorligt, og lovgivningsprocessen vil bringe ændringer. For virksomheder kan det alligevel betale sig at tilpasse designet nu: Den, der satser på fairness, skal næppe rette til senere og er allerede i dag bedre beskyttet mod påbud og klager.



My name is Klaus Meffert. I have a doctorate in computer science and have been working professionally and practically with information technology for over 30 years. I also work as an expert in IT & data protection. I achieve my results by looking at technology and law. This seems absolutely essential to me when it comes to digital data protection. My company, IT Logic GmbH, also offers consulting and development of optimized and secure AI solutions.
